Netop Gribskov er nemlig fyldt med gode historier om skovbrug, skovbønder, kulsviere, kongejagter, kanaler, fiskedamme, kongelige stutterier og spændende naturgenoprettelsesprojekter. Derfor besluttede dk4´s Frantz Howitz at sætte forfatteren til bøgerne om Gribskov - Flemming Rune - stævne i den historiske skov. Det viste sig at være en rigtig god ide, for Flemming Rune er en fremragende fortæller.

Gribskov bliver et historisk centrum for den kommende nationalpark ”Kongernes Nordsjælland”, og historien går tilbage slutningen af sidste istid, hvor isen skabte de bløde, langstrakte morænebakker, der er så karakteristiske for skoven. Det var også smeltevandet, der dengang udvaskede mulden, så skoven den dag i dag er sandet og ufrugtbar mange steder. 

Der er mange synlige spor efter fortidens beboere i Gribskov. Jættestuer, rundhøje og fund af guldbrakteater vidner om mange aktiviteter i Oldtiden. De fattige skovbønder og munkene på Esrum Kloster satte deres præg på skovens udvikling. Stadig den dag i dag kan man – midt inde i skoven – ane spor efter fortidens pløjning. Det er de dengang så karakteristiske højryggede agre, hvor bønderne kun kunne forvente et sparsomt udbytte til dem selv – og de afgifter, der i form af naturalier, skulle erlægges til klostret og kongen. I dag er alle skovens små landsbyer og enestegårde for længst nedlagt, og kun ganske få synlige spor er tilbage. Til gengæld ved man fra Rigsarkivets uendelige mængder af materiale alt om bønderne, deres gårde, marker og økonomi. Man kan ligefrem ud fra arkiverne se, hvilke markstriber, der tilhørte hvilke bønder.

For at tjene lidt ekstra til livets ophold, havde mange af bønderne lov til at svide trækul. De specielle kulsvierpladser er stadig synlige i Gribskov og vidner om fortidens trælsomme liv langt væk fra litteraturens romantiserede fortællinger om de ”eksotiske kulsviere”. ”Kulsvierne var blot skovens bønder, der skulle tjene lidt ekstra”, fastslår Flemming Rune i første del af ”Historier fra Gribskov – En skov bliver til”.