En populær tradition holdes ved lige, når Frantz Howitz i samarbejde med Nationalmuseet præsenterer ”Danefæ top 10” for fjerde år i træk.
Atter engang er det arkæologiske Danmark gået ud af et rekordår, når det gælder nye detektorfund. Det er væltet op af jorden i så store mængder, at museerne ofte slet ikke kan følge med. Flere af det forgangne års fund er af en så høj kvalitet, at det har været svært for dk4´s Frantz Howitz at være med til at udarbejde en fagligt begrundet ”Danefæ top 10. 2013” i samarbejde med Nationalmuseet. Hvert af de syv øverst placerede fund kunne med god ret være en førsteplads, men nu er valgene taget, og ”Danefæ top 10. 2013” er parat til premierevisning tirsdag den 21. januar kl. 22.05.
Hvad er det så for genstande og skattefund, der er med på årets liste? Det er en blanding af mønter, smykker, en blyamulet med besværgelser og en enkelt medaljon, der er taget med på listen, fordi den har en spændende og sjov historie. Hvert fund er med til at fortælle noget om den egn, hvor fundet er gjort, og lægger til den viden, vi allerede har. Et eksempel er fire såkaldte ”edsringe” fra Boeslunde på Sydsjælland. Tidligere er der nemlig fundet seks lignende ringe i området. Her bekræfter fundet således en kendt historie om store rigdomme og kultisk virksomhed i Bronzealderen, hvor også det nærliggende Borbjerg og en række store guldfund her er en del af det samlede billede. Museumsinspektør Flemming Kaul er den levende fortæller af historien om edsringene.(foto)
Et skattefund med sølvringe fra 800 årene fundet ved Asmild nær Viborg fortæller til gengæld en ny historie, som arkæologerne har ventet på længe. Fra 1000 årene var Viborg en vigtig kongeby, men hvor var de store skattefund fra Vikingetiden, som kunne bekræfte egnens status?? Med ét slag kom beviset, og selvfølgelig er skattefundet med på listen.
Blandt mange amatørarkæologer landet rundt er der kommet prestige i at være med på ”Danefæ top 10” listen og kamp om de højeste placeringer. For dk4 og Nationalmuseet er det vigtigste dog at få tilrettelagt et afvekslende, underholdende og seriøst program, så placeringerne skal tages med en gran salt. Dog var der ikke megen tvivl om førstepladsen. Hvad DET så er for et fund, der har opnået denne placering, skal man åbne for dk4 for at finde ud af.