Lørdag eftermiddag den 19. juli mistede vi den folkekære entertainer Simon Rosenbaum 89 år gammel – eller 89 år ”ung”, burde man måske skrive, for med sit vitale væsen virkede han altid forbløffende ung både på scenen og privat.
Søndag den 6. september kl. 21.30 sender dk4 den udgave af ”Musikalsk Talkshow” fra august måned 1997, hvor en ung Frantz Howitz havde Simon Rosenbaum som én af sine allerførste gæster i det hæderkronede musikshow, som han nåede at lave 104 gange.
Helt undtagelsesvist blev showet med Simon Rosenbaum optaget i Revy- og Morskabsmuseets tidligere lokaler. Frantz Howitz husker det som en meget varm oplevelse, hvor humøret dog ikke fejlede noget. I sin vanlige stil sprudlede Simon Rosenbaum af fortælle- og spilleglæde. Bl.a. fortalte han om, hvordan det var én af hans nære forfædre, der skrev den berømte musical ”Spillemand på en tagryg”, hvis gribende historie også var en del af Simon Rosenbaums egen baggrund.