Maria Voskania har arbejdet hårdt og længe for at komme dertil hvor hun er nu. Sin unge alder til trods, har musik i mere end 10 år været omdrejningspunktet i hendes liv.
I 2010 ændrede den musikalske kurs sig en anelse, da schlagerens dronning Helene Fischer fik øje på det unge stjernefrø og indlemmede hende i holdet omkring sine store shows. Maria Voskania fik hjerte for schlageren, og kun fire år senere var hun klar til at komme med sit eget udspil. Det er de sange, man kan opleve i denne koncert fra Schlagerfestivalen i Horsens. Talentet er åbenbart, og det er en god forsmag på den karriere, der er i vente - god fornøjelse!