Som barn boede dk4s Frantz Howitz en periode nær børnehjemmet Kildebjerget. Derfor kender han personligt til de forhold, børnehjemsbørnene levede under og husker den daværende forstander Kaj Thøffner særdeles godt som en både mild og myndig personlighed. Det fik han yderligere bekræftet, da han tilfældigt på Facebook stødte på Steff Ejlertsen, som har beskrevet sit børnehjemsliv på Kildebjerget i bogen ”Børnehjemsdreng 1951-61”. Det gav anledning til ideen om at fortælle ”Børnene fra Kildebjerget” som et tv-program.

”De seneste år har medierne udelukkende fokuseret på alle de negative historier om børnehjemsliv” mener Frantz Howitz, ”men her er der en mulighed for at nuancere billedet. Oven i købet er jeg som tilrettelægger selv et sandhedsvidne, for jeg kom som barn på Kildebjerget”.

Frantz Howitz satte Steff Ejlertsen stævne på det tidligere børnehjem, der nu fungerer som privatskole. Her fortæller han om sin og sin lillebrors rystende baggrund for at komme på børnehjem – og om det lykkelige dagligliv, de her fik i tæt samspil med de naturskønne omgivelser ved nordsiden af Vejle Fjord.

Revselsesretten, som dengang var et almindeligt opdragelsesmiddel, blev aldrig benyttet på Kildebjerget, mens Steff Ejlertsen boede der. Kaj Thøffners pædagogiske metode var i stedet at ”prøve med kærlighedens stærke arm”. Til gengæld ventede Thøffner sig noget af børnene og blev sjældent vred, men kunne til gengæld vise stor skuffelse.

Selvfølgelig er det ikke gået alle børnene fra Kildebjerget lige godt i livet, men Steff Ejlertsen er det gået godt. Han endte som højt respekteret efterskoleforstander.
Også flere af de andre børnehjemsbørn er kommet godt videre i livet – bl.a. Ulla Rasmussen og Søren Wollesen. Dem møder Frantz Howitz ude ved skoven og stranden, hvor der blev skabt et fristed for børnene omkring et nedlagt skovløberhus. Søren Wollesen er i dag social-, og sundhedschef i Sorø Kommune. Hvad han bærer med sig fra Kildebjerget er bl.a. den tætte kontakt med naturen.

Også Ulla Rasmussen fik som børnehjemsbarn oplevelser i naturen, som hun i dag giver videre til børn og børnebørn. For hende blev to år på Kildebjerget et Paradis efter flere års ophold på et af landets voldelige børnehjem. ”På Kildebjerget blev man behandlet som et menneske og ikke som en børnehjemsunge”, mindes Ulla Rasmussen.

I sin slutning pointerer Frantz Howitz: ”Denne positive børnehjemshistorie skal ikke på nogen måde minimere de frygtelige ting, der er overgået børn på fx Godhavn. Dem skylder samfundet en stor undskyldning. ”Børnene fra Kildebjerget” vises på dk4 for at nuancere billedet og fortælle historien om, at et børnehjem i mange tilfælde kunne være bedre end et liv med uformående forældre. Fx fortæller Steff Ejlertsen i programmet om, hvordan han som 15-årig fik ansvaret for, på Københavns Hovedbanegård, at aflevere sine kammerater til deres pårørende, hvor de skulle holde jul. Én dreng blev ikke afhentet, men kendte sin moders adresse på Nørrebro. Han og Steff tog derhen og ringede på døren. Moderen åbnede og fortalte sin lille søn, at hun nu var blevet gift med en mand, der ikke kunne lide børn. Derefter blev døren smækket i. Den historie har gjort et kæmpe indtryk på mig, og den viser med al tydelighed, at et børnehjemsophold kunne være den bedste løsning”, slutter Frantz Howitz.