Anders Hornshøj blev landskendt efter, at han i januar vandt dk4s store DanskPOP Talent-konkurrence. En konkurrence, han vandt over 300 dygtige, håbefulde og talentfulde kunstnere fra hele landet.
Nu er han aktuel med en helt ny single – skrevet i samarbejde med nogle af de største talenter inden for popverdenen.
Musikken har altid fyldt meget i Anders Hornshøjs liv - både i barndommen i Herning – og i dag, hvor Anders bor i Aalborg. Oftest har det været i grupper eller i sammenhæng med andre musikere. Som i gruppen Postyr, der lige nu høster stor succes – både i Danmark og udlandet. Men drømmen om at stå alene, og med sin egen musik, har altid luret i baghovedet, derfor tilmeldte Anders Hornshøj sig til DanskPOP Talent. Og det blev startskuddet til en helt ny karriere, hvor han fandt modet til at vise en mere sårbar side af sig selv.
Mød ham i et ærligt interview, hvor han fortæller, hvilken betydning sejren i Horsens har haft i hans liv, og hvordan og hvorfor han bruger musikken til at komme ud med dybe og tænksomme budskaber, der ofte er forklædt som popballader.