Selvom man er kommet op i årene, så har man stadig holdninger — og ikke mindst erfaringer, der skal gives videre. Derfor inviterede seks danske europaparlamentarikere en flok ældre mennesker med på tur.
Det blev til en samtale om erfaringer fra et langt liv og tanker om Europa. Et centralt tema i samtalerne var, at man forbliver en vigtig del af samfundet hele livet igennem, og at ens stemme tæller uanset eventuelle skavanker. Turene foregik på cykler fra foreningen Cykling uden alder, der organiserer cykelture for beboere på danske plejecentre. Enten med politikeren som "pilot" eller som medpassager — men altid som samtalepartner.
Samtalerne nåede rundt om oplevelser fra besættelsen, erindringer om Danmarks indtræden i det europæiske samarbejde og tanker om samfundets udfordringer i dag. Fælles for alle seks politikere var, at de gik derfra en god oplevelse og en masse erfaringer rigere, som de kan tage med sig videre i det politiske arbejde, og under alle samtalerne stod det desuden klart, hvor vigtigt det er at holde hovedet aktivt.