De fleste troede måske, at Sven Moesgaard var lidt småtosset, da han i 1998 begyndte at dyrke vindruer til vinproduktion i Danmark. Men her godt 20 år efter viser det sig, at det var en rigtig god idé.
Vingården Skærsøgaard, der ligger i Dons-området ved Kolding, har høstet mange internationale priser for sine vine. I april 2018 blev området tildelt EU-kvalitetsstempel BOB, der står for ”beskyttet oprindelsesbetegnelse”. Det vil sige, at stedets mousserende vine nu er i samme kategori som parmaskinke og champagne, og at Dons nu har fået den officielle betegnelse; ”det nordligste vinområde i Europa”. Et område som Sven Moesgaard – også i fremtiden – håber, bliver det nye Napa Valley.