Da det nye Moesgaard Museum i Aarhus åbnede i oktober 2014 skabte det overskrifter og opmærksomhed i hele landet. Over en halv million gæster det første år cementerede Moesgaard’s position som et af landets førende kulturhistoriske museer.
I denne udgave af ”KulturHave” går Christian Have på jagt efter, hvordan Moesgaard arbejder med forskellige faggrupper for at skabe en helt ny og innovativ måde at formidle og kommunikere på, og hvordan museet udfordrer de eksisterende udstillingskoncepter.
Hovedperson i programmet er museumsinspektør Pauline Asingh, der blandt andet bliver spurgt, hvilken rolle Moesgaard spiller i en samfundsmæssig kontekst, og om museer kan og skal være med til at skabe et nyt dannelsesbegreb.
I programmet indgår også klip fra nogle af Moesgaards store, internationale særudstillinger bl.a. “Gladiator - Colosseums helte” og “På Djengis Khans stepper - Mongoliets nomader”.
I en tid med fake news, trolls, boots, kunstig intelligens, digitale platforme og services har kunsten og kulturen så egentlig en rolle at spille? Hvilke værdier står kunstnerne og kulturinstitutionerne for? Vil kulturen stadig få betydning i en stadig mere digitaliseret hverdag - for den enkelte borger, for vores trivsel og for vores dannelsesbegreb? Hvilket ansvar har den enkelte kunstner og kulturinstitution for at være en aktiv medspiller i hele samfundsudviklingen?
Det ser Christin Have nærmere på sammen med en række af Danmarks førende kunstnere, kulturledere og aktører, når de bliver inviteret ind i KulturHaven af Christian Have for i overraskende og personlige samtaler at komme med deres bud på og holdninger til kunstens betydning og dens værdiskabelse for den enkelte og samfundet.
I programrækken ”KulturHave” forsøger vi at komme et skridt videre og dybere og samtidig sætte fokus på udvalgte kunst- og kulturbegivenheder.
”KulturHave” produceres i samarbejde med Have Kommunikation. Vært er Christian Have.