"Retten til dovenskab" var den provokerende titel på en lille bog franskmanden Paul Lafargue skrev i 1950’erne. Den udkom på dansk i 1970, og den passede bestemt ikke de etablerede arbejderpartier og fagforeninger, der for enhver pris ønskede fuld beskæftigelse. Lafargue argumenterede omvendt for, at arbejde også kan være spild af menneskelige talenter og føre til åndelig dovenskab: At man som menneske får så travlt med at arbejde, at man bliver uopmærksom på det virkeligt vigtige; spørgsmålet og livets mening.

Når man er åndeligt doven lader man stå til og gør nytten eller nydelsen til selvstændige drivkræfter. Men man glemmer at spørge, hvad man egentlig ønsker af livet, og hvordan man opnår det. Man kaster med andre ord vrag på det liv, man har fået skænket og det er derfor åndelig dovenskab opfattes som synd mod Gud.

Når man derimod er fysisk doven, så skyer man arbejde i enhver form. Og da lønarbejdet er et af de bærende omdrejningspunkter i den kapitalistiske markedsøkonomi, bliver dovenskaben tillige en social synd.

I 1905 udgav den tyske sociolog Max Weber afhandlingen "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd", hvori han argumenterede for, at der i den tidlige protestantisme skete en ændring af arbejdsmoralen, der gjorde selve det at arbejde til en dyd, så arbejdet ikke længere blot sås som nødvendigt for livets opretholdelse. Og dermed blev dovenskaben en synd ikke bare i forhold til en religiøs instans, men også en synd mod det sociale, mod fællesskabet.

Og er et ikke sådan, vi stadig ser på dovenskaben? De dovne er dem, der nasser på fællesskabet? Men havde Paul Lafague ret – burde vi indføre retten til dovenskab – og kunne vi i så fald komme af med en hel del pseudoarbejde?
Disse spørgsmål drøfter Pia Søltoft med antropolog Dennis Nørmark og filosof Anders Fogh Jensen i denne udgave af "Dyder og laster i dagens Danmark".


Se programmet allerede nu på dk4.tv