Sand og sand og sand, mikset med rigelige mængder af blæst. "Det kan umuligt lade sige gøre at etablere en have her" sagde man, men ikke desto mindre er "Haven i Hune" en realitet.
Arkitekten Claus Bonderup har sammen med hustruen, den nu afdøde maler, Anne Just, skabt et lille paradis i Hune tæt på Vesterhavet. Det gjorde de, dels af kærlighed til hinanden, dels af kærlighed til stedet og til havet og også lidt i protest mod alt det turistgøgl, der i 80''erne og 90''erne var kommet til Blokhus.
Claus fortæller her i et portræt om de tanker og det arbejde, der har ligget bag Haven i Hune og om det liv han får sammen med Anne Just, den farverige maler, som han først gifter sig med, da han var tæt på 50. Han fortæller om deres forskellighed og om sideløbende at bygge sin vel nok største arkitekt-succes, et Arktisk museum i Lapland og om at tegne sit private hus i den etablerede have, sådan at det ser ud som om, det har ligget der altid.
Claus Bonderup døde den 10. maj 2022.