Vi er i området ved Randbøl Hede, som ligger mellem Vejle og Billund. Det er her, vi finder Frederikshåb Plantage - én af de mange plantager, man tilplantede i starten af 1800-tallet for at stoppe sandflugten.
Det er en plantage, der stort set ligner enhver anden plantage - med træer plantet i lange, lige rækker, men bevæger man sig ind i plantagen, så venter der et helt særligt naturfænomen, nemlig et område der kaldes Syvårssøerne.
Syvårssøerne er en naturperle, der både er særpræget og foranderligt - og hvorfor de kaldes Syvårssøerne, får vi en forklaring på. Vi skal også høre mere om sandflugten, om Kartoffeltyskerne – hvem de var, og hvorfor de kom hertil - om heden og kampen mod sandflugten, og om danske straffefanger, som arbejdede her i Frederikshåb Plantage. Jo, vi er altså i et område, der byder på mange overraskelser – et område med spor helt tilbage til istiden, til oldtiden og også spor fra 2. Verdenskrig.