I ”Spotlight - Only music” handler det først og fremmest om musikken. Her får du den fulde koncertoplevelse uden afbrydelser.
Der er ingen tvivl om, at de fleste kender Jakob Sveistrup som sangeren bag Melodi Grand Prix-hittet "Jeg tænder på dig". Men Jakob Sveistrups musikalske palet rummer meget mere end det.
Efter Melodi Grand Prixet udgav han to album, der begge solgte rigtigt godt. Så godt, at han både fik platin og guld. Da han skulle udgive sit 3. album i 2008, ramte finanskrisen, og det pladeselskab han var "signed" hos drejede nøglen om. Samtidig med dette var Jakob Sveistrup ved at miste lysten, da han følte sig mere og mere fjern fra den musikgenre, han på det tidspunkt optrådte med. Derfor valgte han at sætte den musikalske karriere på et lavere blus.
I 2014 vender musikken dog for alvor tilbage. En tur til Shanghai med andre musikere bliver springbrættet til en ny begyndelse. For første gang tør Jakob Sveistrup tage sine egne sange op af skuffen og vise dem til andre. En positiv modtagelse får ham til at sige sit faste job op, og koncentrere sig 100 % om sin egen musik, der fører til udgivelsen af to albums.