Den 26. september var der valg i Tyskland. Merkel-æraen er slut, og landet skal have ny kansler – og regering. Hvordan ser det ud for Tyskland? Hvad kan det betyde for Danmark, Europa og for resten af verden? Spændende bliver det - mere end nogensinde før.
Derfor har dk4s Tysklands-ekspert Siegfried Matlok allerede nu påtaget sig opgaven med at orientere seerne om valget i Tyskland og de mange aspekter deraf. Det sker med en række interviews med danskere og tyskere med særligt kendskab til tysk, dansk og europæisk politik.
I denne udgave af programrækken handler det primært om Tysklands udvikling efter Merkel. Hvilken kurs kan forventes? Hvilken rolle vil Tyskland fremover spille i Europa og især i forhold til Danmark – både politisk, økonomisk og kulturelt?
Til at belyse og vurdere disse temaer har Siegfried Matlok inviteret Lukas A. Lausen, der er politisk rådgiver i konsulentvirksomheden Rud Pedersen, men som tidligere var personlig assistent for udenrigsminister Jeppe Kofod, da denne var medlem af Europa Parlamentet. Lausen er også formand for Det Udenrigspolitiske Selskabs ”U 35”, og så har han et relevant geopolitisk udgangspunkt, idet han er født i Kappel syd for Flensborg i det tyske genforeningssår 1990. Han har gået i dansk skole og boet i Danmark siden 2011.
Ved valget den 26. september viser den foreløbige optælling af stemmerne: SPD 25,7 %, CDU/CSU 24,1 %, De Grønne 14,8 %, FDP 11,5 %, AfD 10,3 % og Die Linke 4,9 %, Andre 8,7%. Sonderingerne om en ny regering er i gang.