”Som en knytnæve i ansigtet”, så kontant var beskrivelse af Pernille Højmark, da hun søgte ind på teaterskolen – en beskrivelse hun godtager og som har fulgt hende hele livet.
Der har været mange kampe lige siden barndommen – for i sidste ende var den eneste hun kunne stole på sig selv. Livet var svært med mange bump på vejen og mørke huller, men i dag er der et sundt helikopterblik på de svære ting. Livsglæden er intakt, og hun har fundet glæden i en alternativ familie. Få Pernille Højmarks historie, råt for usødet, i ”Hånden på hjertet”.
Finn Nørbygaard er godt i gang med sin anden karriere. I 2009 blev han færdig som samtaleterapeut og har siden haft sit virke i Aarhus.
I ”Hånden på hjertet - Finn Nørbygaard i langsom samtale med” får forskellige gæster glæde af Finn Nørbygaards ekspertise og tilgang til livet. Som han siger, ”åbenhed og indsigt i følelseslivet er fundamentet for mental sundhed”. Se med, når en modig gæst deler ud af sine op- og nedture, vendepunkter i livet samt minder fra barndommen og historier fra karrieren.