Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Havemagasinet: Efterårs- og vinterhaven

Når efteråret melder sin ankomst, betyder det også at havesæsonen går på held. Det bliver koldere, bladene falder af træerne, og den første frost kigger også forbi. Men det betyder ikke, at der ikke er noget at tage sig til i
haven. Tvært imod, så er efteråret en god årstid til mange haveprojekter.

Tekst: Louise Møller, Haveselskabet

Havemagasinet efteraars-_og_vinterhaven_150310-krokus_og_eranthis_800Forbered et blomstrende forår
Der findes næppe noget bedre end at se de første vintergækker og krokus skyde frem af jorden. De er tegn på at foråret er på vej. Hvis man gerne vil have blomstrende løgplanter i haven i det tidlige forår, skal løgene lægges i efteråret. De kan både lægges i krukker, i havens bede eller i græsplænen, og hvis man lægger forskellige slags, kan man have blomster i haven helt fra februar til maj, hvor de tidligere stauder tager over.

Havemagasinet efteraars-_og_vinterhaven_IMG_1563_800Barrodsplanter
Fra slutningen af oktober er det muligt at købe barrodsplanter. Det er planter som købes uden jord omkring rødderne. Skal du kun bruge en enkelt busk, er det sjældent muligt at købe den barrodet. Men skal du bruge en større mængde til læhegn, hække eller større busketter, er der mange penge at spare ved at købe barrodsplanter, og roser kan også købes som barrodsplanter.
Netop fordi planterne ikke har jord omkring rødderne er de meget udsatte for udtørring. Når du køber dem på planteskolen, er de i en sæk, og planterne skal blive i sækken indtil plantehullet er gravet og planten kan komme i jorden. Bare få minutter i sol og blæst, har betydning for om planten kan etablere sig.
Barrodsplanter kan plantes hele vinteren og det tidlige forår, så længe der ikke er frost i jorden eller jorden er meget våd.

Plant, plant, plant
Den bedste tid på hele året at plante nyt, er efteråret. Jorden er fugtig og lun, så rødderne kan nå at få fat, inden væksten går helt i står, når det bliver vinter. Træer, buske, roser, stauder, klatreplanter…. Det hele kan plantes i efteråret. Skulle vi rende ind i en streng vinter, kan man med fordel dægge nyplantede stauder og roser med granris, for at give dem beskyttelse mod frost. De andre planter skal nok klare sig.
Det første år bruger planterne på at etablere et sundt og godt rodsystem. Her er det en god idé at vande i tørre og meget varme perioder, for at hjælpe planterne godt på vej.

Havemagasinet efteraars-_og_vinterhaven_Armchair_gardening_800”Armchair gardening”
Når vinteren sætter ind, går haven på pause. Men er man havemenneske, kan det være svært helt at slippe tankerne om, hvordan haven skal se ud den kommende sæson. Heldigvis kan man bruge den kolde tid til at planlægge, hvad der skal ske i haven. Måske skal der anlægges et nyt staudebed, nye sorter af grøntsager skal prøves af, eller der skal mere fokus på at gøre haven til et bedre levested for insekter. Man kan lade sig inspirere i bøger, på nettet, i havebalde og på de sociale medier, og skrive lister med forårets planteindkøb, så man undgår for mange fejlkøb.

Havemagasinet efteraars-_og_vinterhaven_IMG_1445_800Gå en tur i vinterhaven
Selvom haven måske ikke er på sit højeste om vinteren, så er der alligevel planter, som giver haven værdi på denne tid af året. Stedsegrønne planter er oplagte, men mange stauder og græsser har også smukke vinterstandere og nogle træer og buske blomstrer endda på dette usædvanlige tidspunkt. Andre planter har en smuk vækstform, som træder tydeligt frem når bladene er væk eller en dekorativ bark, som lyser op mellem alt det brune og grå. Det er små glimt af farve, som man kan glæde sig over, når man går en tur i sin vinterhave. Hvis haven mangler planter med vinterværdi, er det en oplagt ting at skrive på indkøbslisten til havecenteret.

De første forårsforberedelser
Når vinteren lakker mod enden og de første tegn på forår begynder at vise sig, er det så småt også tid til, at vi kan starte op med forkultivering. I første omgang er det planter som chili, tomat og artiskok, der skal forkultiveres. De har en lang udviklingstid, så hvis man vil have en god høst, må man tidligt i gang. Men pas på ikke at gå for tidligt i gang. Har man ikke drivhus, hvor planterne kan komme ud midt på foråret, er det bedre at vente med forkultivering til marts, så planterne ikke når at blive høje og ranglede inden de kan komme udendørs.

Læs mere om efterårets og vinterens gøremål i haven på haveselskabet.dk

Se et spot for programmet her

   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.