Det er ikke mange forundt at udleve den drøm, de fik da de var børn, men det gjorde Jan O. Pedersen. Han er legendarisk i speedwayverdenen. I et historisk løb overhaler han 7 af tidens bedste speedwaykørere efter en dårlig start og vinder imod alle odds.
Han kan desuden skrive syvdobbelt verdensmester på sit visitkort og titler inden for individuel, par- og i holdspeedway. En langsom starter, men en ukuelig fighter. En fightervilje, Jan O. Pedersen fik ekstra brug for i 1992, da han brækkede ryggen i et simpelt styrt. Hør mere om karrieren med de flotte resultater, om at komme videre – og om Jan O. Pedersens ønske om at gøre en forskel – når han er gæst i programserien ”Hvor er du nu?”.
”Hvor er du nu?” er programserien, hvor vi møder en markant dansker, der var her, der og alle vegne, men som nu er kommet videre, og måske ikke længere trækker de store overskrifter. Inger Støjberg har gæster i studiet.