Helge Engelbrecht præsenterer i denne udgave af Sommersang i Mariehaven nye, men samtidig også velkendte navne fra den danske musik- og underholdningsscene.
Leif Maibom, dansk revys ”grand old man” fra det sønderjyske, er med for første gang i Mariehaven. Det bliver til en munter snak med Helge om det gode sensommerliv som pensionist og sandelig om ikke Leif Maiboms gamle ven Thorleif også dukker op på Mariehavens scene til stor morskab for publikum. Tørfisk fra Thyborøn, Danmarks ældste boyband, er selvskrevne i Mariehaven og har bl.a. en drabelig sang i ærmet om et af deres bysbørn ved navn Vinkel, som kommer så grueligt galt afsted.
Helt lokalt bliver det, når Ansager Ny Drengekor under ledelse af Karina Holgersen synger for på fællessangen ”Mor er den bedste i verden”. Færøske Kristina Bærendsen er også med i dette program, hvor det gælder to duetter med mandlige partnere, henholdsvis hendes mand Böddi Reynis og Tommy Rasmussen fra Neighbours & Friends. Endelig er den herboende færøske visesanger Stanley Samuelsen på plakaten for på dansk at synge sin egen sang ”Sig du vil med – når jeg bli´r gammel”. Programmet er optaget søndag den 19. juni 2022, hvor solen stod på højt på himlen i Mariehaven og hvor den danske sommer viste sig fra sin smukkeste side.
Medvirkende:
Neighbours & Friends, Leif Maibom, Tørfisk, Stanley Samuelsen, Ansager Ny Drengekor under ledelse af Karina Holgersen, Kristina Bærendsen med Böddi Reynis og Tommy Rasmussen.
Se et spot for programmet her