37 guldplader og et utal af platinplader, fanrejser og festivaler. Nockalm Quintett – i folkemunde kaldet Nockis, kan fejre, at de har været en stor del af den tyske folke- og schlager-musikhistorie i mere end 40 år.
De startede i hjemlandet Østrig tilbage i 1982, men allerede i 90’erne havde Nockalm Quintett spillet sig op til at være et schlager-band, man kunne regne med.
De formåede, med stor succes, at følge tidens gang og transformere sig fra et folkemusikband i lederhosen til et schlagerband i noble hvide jakkesæt, mens de fabrikerede det ene hit efter det andet. Men alting har en pris. I denne tyske dokumentar møder vi kollegaer, bandmedlemmer og fans og får hele historien om livet på landevejene.