Bubber & Villum fortsætter deres cykeltur på rute 8 - også kaldet Østersøruten.
Etapen starter med en hæsblæsende svingtur og morgenmad i trætoppene. Turen går videre til Tåsinge og over broen til Langeland. Her skal de to cykelvenner besøge Langelandsfortet, som i dag fungerer som museum om den kolde krig. Videre med færgen til Lolland og slut destination Nakskov, hvor Bubber & Villum skal overnatte på Danmark ældste skonnert ”Johanne”.
På etape 3 kommer vi forbi Rødby og ender blandt vilde dyr og dinosaur i Knuthenborg Safaripark.
I Danmark er vi tossede med cykler. Og hele 90 procent af alle danskere ejer en cykel. Med over 10.000 km cykelsti og masser af cykelruter rundt i kongeriget, fylder den tohjulede rigtig meget i vores liv. Også hos Bubber & Tomas Villum. Derfor er de to venner taget på endnu et cykeleventyr. Denne gang på den 820 km lange rute, kaldet Østersøruten. Ruten er fordelt på 14 etaper. Med start i Sønderborg skal de på 2 uger gennem det Sydfynske øhav, henover Lolland-Falster, Møn, Sydsjælland over Fyn, videre mod Lillebælt og tilbage til Sønderborg. På turen møder Bubber & Villum spændende mennesker, besøger virksomheder, havne, museer og turistattraktioner. Og så skal der naturligvis køres en masse på cykel, i nogle af de smukkeste områder af Kongeriget. Det er der kommet 8 tv-programmer ud af. Kom med på cyklen i ”Bubber & Villum på Østersøruten”.
Se et spot for programmet her