Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Gensyn på dk4: 14 Red Ladies på Riddersalen

”14 Red Ladies på Riddersalen” med Jytte Abildstrøm og Daimi.

Det blev en aften af de helt særlige, da ”14 Red Ladies” trådte op til ære for dk4 på Riddersalen. Jytte Abildstrøm var en forrygende maestra, som sønnen – Peter Mygind – nok kunne lære noget af (deltager og finalist i DR´s dirigentkonkurrence ”Maestro”). Daimi fortryllede den fulde sal med sin sang, hvor bl.a. ”Sweet Georgia Brown” er blevet til ”Søde Yrsa Bruun”, og det rødklædte orkester swingede, så det var en fryd.

dk4´s Frantz Howitz (i aftenens anledning med højrødt slips) havde den store ære at guide publikum og dk4´s seere igennem programmet og interviewe Jytte Abildstrøm og Daimi om bl.a. historien bag 14 Red Ladies.

Baggrunden for dameorkestret kan findes helt tilbage i 1933, hvor det oprindelige ”Red Ladies Orkester”, under ledelse af en tidligere danserinde Astrid Nielsen, havde deres første optræden 2. januar i Palace Hotels Marmorhave. Efter en tre måneders sæson forsvandt Astrid Nielsen ud i glemslens tåger, men mindet om dette enestående orkester fra en tid, hvor spillestederne skulle have en ”damebevilling” fra politiet for at hyre kvindelige musikere, er levet videre i erindringen.

Under Kulturåret 1996 blev ideen om et ”rødt” dameorkester taget op af Inge Bruland, der er forsker i ”Kvinder i musik”, og genskabelsen gik over al forventning. Siden er Daimi kommet til som sangerinde, og nu er dameorkestret klar til at erobre hele landet gennem dk4. – Det er Jytte Abildstrøms store ambition, at orkestret skal indtage Orange Scene på Roskildefestivalen!! En bemærkning, der fik taget til at løfte sig på Riddersalen.




   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.