”Golf & Gourmet” er rejst til Mecklenburg-Vorpommern i Nordtyskland. Vi besøger tre golfresorts, der tilsammen råder over syv golfbaner med 18-huller hver, og vi har fornøjelsen af at spille med lokale klubmedlemmer.
Hotels & Sportresort Fleesensee, som ligger i det såkaldte sø-område i Mecklenburg, byder på tre 18-hullers golfbaner, og Schloss Course på Fleesensee regnes for en af Tysklands bedste baner. Golfbanen er delvis anlagt i slottes gamle park og banen udmærker sig ved et flot design og en masse herlige udfordringer. Der er masser af vand i spil på Golfpark Strealasund, og det gælder ikke mindst det afsluttende hul på mesterskabsbanen med indspil over søen til en ø-green.
Golfbanen WINSTONlinks, lidt udenfor Schwerin, ligner et månelandskab med sine store klitformationer. De to 18-hullers baner har et tydeligt links-design - først og fremmest kendetegnet ved de åbne vidder, en høj rough og dybe bunkers. Efter vi har svunget golfkøllerne, tester vi golfresortets restaurant og går på opdagelse i området.
Vi besøger de dramatiske klinter i nationalpark Rügen og promenerer langs stranden. Vi mærker historiens vingesus på det gamle torv i Stralsund, optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv, og i Schwerin bliver vi forført af et rigtigt Torneroseslot med ornamenterede tårne og skyhøje spir. Schwerin Slot er den mest besøgte seværdighed i Mecklenburg-Vorpommern.
Se et spot for programmet her: