Download program
Højreklik og tryk "Gem link som"

Er der nogen person, der har præget den danske måde at tænke og kommunikere på, er det Grundtvig og hans arbejde for ”det levende ord”, først og fremmest når det gælder højskolebevægelsen, og hans salmer kendes og kan synges af alle generationer. ”Dejlig er den himmel blå” er et godt eksempel på én af Grundtvigs mest elskede salmer.

Netop med udgangspunkt i en tidlig udgave af ”Dejlig er den himmel blå” begynder professor Anne-Marie Mai sin fortælling om Grundtvigs første år i Udby, hvor han dels blev født dels var hjælpepræst for sin syge far fra 1810-13. Dette var år, hvor den unge Grundtvig var præget af store psykiske sammenbrud og tvivl. Det læses af netop den første gennemskrivning af ”Dejlig er den himmel blå”, hvor han skrev: ”Vi har en Seng så bred og stor, og Sengen er den vide Jord, der maa vi alle hvile udi vort Livs den dunkle Nat, og først bag Graven til os brat, skal Morgenrøden smile”. Først senere lod Grundtvig for alvor lyset komme ind i salmen i den endelige udgave, vi kender i dag.

Årene op til 1810 havde været én stor sjælelig rystelse for Grundtvig, der som huslærer på herregården Egeløkke var blevet forelsket i den unge frue Constance Leth. I Grundtvigs Mindestuer på Udby Præstegård ligger den Bibel udstillet, som Grundtvig modtog som gave af sin elskede. I mindestuerne fortæller Anne-Marie Mai historien bag den udstillede Bibel og om nogle af Grundtvigs tidligste udgivelser bl.a. ”Nordens Mytologie” fra 1808. Dette værk blev skrevet efter et besøg i Gunderslev Skov, hvor han og vennen Christian Molbech på hver deres måde blev dybt betagede af den store langdysse inde midt i skoven.

I 1808 havde man ikke den viden om forhistorisk tid, som vi har i dag. Man så stendysserne som altre for de gamle guder fra asatroens tid. I et digt om besøget i Gunderslev Skov skrev Grundtvig bl.a.: ”… jeg iler, jeg iler med vingede Fjed for Asernes Alter at kaste mig ned og prise de hensovne Guder”. Denne nationalromantiske betagelse af den hedenske gudeverden, som han forsøgte at kombinere med den kristne tro, vakte dengang forargelse i kirkelige kredse, og senere forsøgte Grundtvig da også at bagatellisere sine ungdommelige vildfarelser. Alligevel slap Grundtvig aldrig sin fascination af forhistorien og dens gudeverden, og han betragtede også sent i sit liv mennesket som ligeværdigt uanset religiøst tilhørsforhold. ”Menneske først, Christen saa”, skrev han bl.a. i et digt fra 1837 som svar på en polemik om, at mennesket først bliver menneske, når det bliver kristent.

Hele historien om Grundtvig, hans virke og livsværk er så stor og vidtfavnende, at kun en mindre del fortælles i denne udgave af ”Litteraturens åsteder”. Her koncentrerer Anne-Marie Mai sig om det ”åsted” Udby, der var med til at danne den store salmedigter, for hvem der er sat en mindesten højt hævet i landskabet ved den smukke Udby Kirke. Dog bliver der tid til et besøg på godset Rønnebæksholm, hvor Grundtvigs anden hustru Marie Toft sad enke efter sin første mand. I godsets park fik hun opført et lille lystslot, hvor Grundtvig kunne trække sig tilbage for at skrive. Det lille slot blev dog aldrig taget i brug, for efter tre års ægteskab døde Marie Toft i barselsseng.

”Litteraturens åsteder. Grundtvigs Udby” er del fem i en serie på syv programmer tilrettelagt af Frantz Howitz.

I Politiken skrev tv-anmelder Henrik Palle om ”Litteraturens åsteder”, at det er ”et fremragende eksempel på, at smukke billeder og kyndig snak er alt tilstrækkeligt for at lave fascinerende fjernsyn”.