Det var tilbage i 1972, at man ved et tilfælde stødte på de arkæologiske lag efter en stor ladeplads under Ribe Kunstmuseum, der ligger på den anden side af Ribe Å end nutidens centrum omkring den gamle domkirke.

I 1972 fandt man blandt meget andet et stykke egetræ, der har været en del af en brønd. De dendrokronologiske undersøgelser fortalte, at det stammer fra et træ, der blev fældet omkring år 710. Man fandt ligeledes ud af, at ladepladsen mistede sin betydning et sted mellem 900 og 950, og at der ikke igen er tegn på menneskelige aktiviteter på området før omkring år 1100.
Hvad der præcist er sket, er et af de mange ubesvarede spørgsmål om Ribe. Er alle aktiviteter flyttet over på den anden side af åen, hvor kirken allerede var placeret i år 860, er de ikke fundet under de mange arkæologiske udgravninger, der gennem tiderne er foretaget i Ribes midtby. En teori er, at al produktion og handel kan være flyttet til Hedeby, der havde sin store blomstringsperiode netop i 900-årene og frem til 1066, hvor hele byen blev nedbrændt for aldrig igen at opstå.

Meget hurtigt under udgravningen stod det klart, at teorien om en rømning af handelspladsen i første halvdel af 900-årene holder stik. Siden har arkæologerne bevæget sig ned gennem alle de mange jordlag skridt for skridt for at få en samlet udviklingshistorie.

Da dk4´s Frantz Howitz var på besøg i slutningen af maj måned i år, var det store udgravningsteam ledet af professor Søren M. Sindbæk og museumsinspektør Claus Feveile nået tilbage til ca. år 750, hvor man netop havde gravet sig ned i et perlemagerværksted. Her har arkæologerne bl.a. opsamlet ca. 150 skår efter glasdigler, hvori perlemageren har smeltet importeret glas og skabt det om til de smukkeste perler efter datidens mode.

Det er første gang, man i Ribe har fundet et stort antal glasdigler, og fundet betegnes af museumsinspektør Claus Feveile som noget af en sensation. Al jord fra udgravningsområdet bliver vandsoldet. I laget fra ca. 750 er det væltet frem med glasstykker i tusindvis og defekte halve og hele perler, som perlemageren har kasseret. 

En anden sensation er fundet af et lergulv, der beviser, at perlemageren boede i et rigtigt hus. Man har førhen været usikker på, hvornår ladepladsen udviklede sig fra at være en sæsonplads med telte til at blive et område med helårsbeboelse. Før fundet af perlemagerens hus regnede man med, at der var træbebyggelser på pladsen fra begyndelsen af 800-årene. Nu har man fået bevis på, at perlemageren boede og producerede i eget hus allerede omkring år 750.

Arkæologerne skal frem til august måned grave sig ned gennem de sidste kulturlag for at nå tilbage til ladepladsens allerførste aktiviteter i årene omkring år 710. Efterhånden som de kommer ned i de fugtige jordlag, vil mere og mere organisk materiale være bevaret bl.a. træ. Allerede i år 750-laget er der fundet massive træplanker, der har udgjort de smalle gader mellem huse og telte. Her bød professor Søren M. Sindbæk dk4´s Frantz Howitz på en ”shoppingtur”, men det store spørgsmål er lige nu: Hvem anlagde ladepladsen? Man ved, at der var stor handel med friserne. På oldfrisisk betyder ordet ”ripe” flodbred, men er det frisiske købmænd, der har haft behov for en handelsstation i det sydvestjyske som en form for trædesten mod resten af Jylland og måske Norge, hvorfra man eksporterede bl.a. klæbersten? Det tror Søren M. Sindbæk ikke på, men ser det mere som en joint venture situation.

”Vendte Ribe front mod nord til det, der i dag er Danmark, eller havde ladepladsen front mod syd”, spørger Frantz Howitz bl.a. ”Hverken det ene eller det andet”, svarer Søren M. Sindbæk og fortsætter, ”Her er ingen våbengrave eller store haller som ved Tissø og Lejre. Det virker som om, at Ribe var en neutral zone, der var åben for alle. En form for fristad”.

Programmet slutter af med et besøg i Ribe Vikingecenter, der netop har færdigbygget en kopi af en stavkirke, som Ribes første Ansgar Kirke kunne have set ud i år 860.